Hyppige smerter ved tygning af hårdt eller sejt ?!

Tandpine

En smertefuld omgang: Dine tænder kan også revne

Revner dine tænder, kan det blive til en ganske smertefuld omgang.

De fleste kender nok til at få en isning, som giver en pludselig og meget kraftig smerte i tanden. Men smerten kan faktisk også være noget helt andet end en isning. Nemlig at du har en revne i en tand – også kaldet en infraktion.

Og de er faktisk ikke helt lette at komme af med.

– Revner i tænderne er en lumsk og drilagtig tandsygdom, idet de kan være rigtig svære at finde. Patienten kan sjældent udpege, hvilken tand det er galt med og kan faktisk ikke engang sige, om det er i over- eller underkæben, det gør ondt i. Tandlægen har også svært ved at lokalisere ’synderen’, idet en tand med en revne ser sund og rask ud udefra. Nogle gange kan patienten derfor godt opleve at blive sendt hjem igen med besked om at komme igen, hvis smerterne fortsætter, siger Ulla Pallesen, der er overtandlæge fra Tandlægeskolen ved Københavns Universitet.

 

Revner kan kræve omfattende behandling

Tandlægerne kan også have ganske svært at finde ud af, hvor stor revnen er, og det besværliggør naturligvis behandlingen.

– For eksempel kan en revne, der umiddelbart synes lille og til at behandle med en plastfyldning, vise sig at have skadet nerven og kræve en langt større kronebehandling. Der skal også tit rodbehandles, og i sjældne tilfælde kan den eneste løsning være at trække tanden ud. Uheldige patienter må igennem flere behandlinger, og det er ikke, fordi tandlægen er uduelig. Det er simpelthen, fordi kun tanden kan fortælle, hvor alvorlig revnen er, og dermed hvilken behandling der skal til, forklarer Ulla Pallesen.

De første tegn på en tandrevne er smerter, når man tygger på noget hårdt eller sejt, eller hvis der kommer noget koldt på tanden. Det er sjældent, at revner opstår i ubehandlede tænder. De fleste opstår faktisk i svækkede kindtænder, der har været hul i og som har fået en fyldning. Derfor er den bedste forebyggelse mod revner i tænderne, at man undgår at få huller og dermed fyldninger i tænderne.

 

Fakta om infraktioner:

  • Lige efter huller i tænderne og paradentose er revner i tænderne faktisk den hyppigste årsag til, at vi mister en tand.
  • Der er lige mange mænd og kvinder, der får infraktioner.
  • De opstår primært hos personer mellem 40-60 år. Der er faktisk 10 pct. i denne aldersgruppe, der på et tidspunkt får en revne i en tand.
  • Der er forskel på revner i emaljen og i tandbenet. Emaljerevnerne findes stort set på alle vores tænder og er som regel uden betydning. Sidder revnen i tandbenet, er der tale om noget helt andet. De er svære at se selv på røntgen, fordi revnerne er inden under emaljen, og de kan gøre meget ondt.
  • En revne i tandbenet kan ikke hele af sig selv.
  • Forebyg revner i tænderne ved at undgå huller. Husk at bruge tandtråd og børst tænderne grundigt

Skriv et svar